Værket er under udarbejdelse - enhver lighed med nulevende personer er utilsigtet. Folk uden humoristisk sans bør læse noget andet end dette. |
|
Antikvarernes Gade
En Låse-roman hvor nøglen findes på hittegudskontoret.
Af Mark von Thurskids
1.kapitæl
Om formiddagen går han tøvende op og ned ad gaden og ser på de forskellige antikvariater inden han beslutter sig for hvilket som er hans eget.
- I så mange århundreder har jeg ledt efter mit forrige antikvariat, at det næsten er blevet en vane, siger han med noget der minder om et smil. Det er det ikke, det er en kommafejl.
Han sidder dér bag skærmen af bøger i mandshøjde – faktisk kan man kun se ham fra de uindfattede briller og opefter. Han ser ikke på dig – han skuler, som kendte han dine inderste dæmoners skyggespil. Maxsen kalder han sig og han hader plasticposer for sådan omkom han sidst og kun de færreste ved, at hans fulde navn er Polycarpus Eunukius Theobald Emilius Parmo Hortensiansen og hvad skulle de også bruge det til. Maxsen er umådelig blasert og hvem ville ikke være det, hvis man een gang har kunne opføre et signeret eksemplar af Eva’s figenblad i sin lagerliste.
Hans ansigt er et deliristisk litteraturhistorisk studie. Han har Heibergs kødfulde næse ( det tager 4 sekunder før skyggen fra næsen er i ro, når han har drejet hovedet). Goldschmidts opulente kinder og J.P. Jacobsens struttende overskæg – han bruger balvoks til snoningen, men der er så mange vildskud, at man kun akkurat aner strukturen.
Hans isse er glatraget og hans testikler har været anvendt som bogmærker i en sultans Haremsbibliotek.
Skrivebordet kan svagt skimtes under myriader af bøger, notater og bilag fra 30-årskrigen. Den er irgrøn og af kobber.
- Det er Cæsars udhamrede brystharnisk, den han brugte ved paraderne , siger han – og banker under bordet, hvor hans kvinde sidder og udfører det som i nyere tid kaldes et ”Blow Job”.
- Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden hende – jeg hader vabler.
For få år siden optrådte Maxsen i en enkelt årbog fra det Krakske fortagende Den blå Bog. En eller anden havde ment, at det var på sin plads, at en aftrædende københavnsk antikvarboghandler som han, netop fik sin plads i bemeldte Blues.
Her kunne man læse (og det kun i en del af denne årgang (1978) – for året efter var oplysningerne på mærkværdigste vis forsvundet, redaktøren udskiftet med en korekturlæser og restoplaget destrueret.)
Hortensiansen, Polycarpus Eunukius Theobald Emilius Parmo :
Antikvarboghandler i nioghalvfjerdsindstyvende inkarnation. Reinkarneret i 1928 som søn af kulhandlerske Ea Hortiansen og fattiglemmet og røvhullet XX.(navnet må ikke udtales i de næste fire inkarnationer.)
Inderhaver af Antikvariatet Getsemane Have (50 fkr. – spørg mig ikke om årstal – min viden herom er hullet som et dørslags) Udstået læretid som Papyrusruller – svendestykke – Dødehavsrullerne. Opfinder af det glagoliske alfabet. Auktionarius over Fragmenterne af Wulfilas’ gotiske bibeloversættelser. Hieroglyfdistributør og eneforhandler af Jellingstenen. Havde en finger med i spillet om smudsbindet. Kappede hovedet af alle konkurrenterne under den franske revolution. Og resten rager ikke skattevæsenet.
- Jeg har været antikvarboghandler i så mange inkarnationer, at der skal mere end een kugleramme til at tælle dem. Og de to andre kuglerammer kan jeg ikke finde. Figenbladet? Jeg købte det af Eva selv – det dejlige væsen – nogle år efter den der bortvisning fra haven og hun stod og skulle bruge lidt håndører til en eller anden Kainsag.
-Ved du, at der er mange forfalskninger i omløb? Næeh du ved næppe noget, men det originale Figenblad er har et mindre brandsår på ribbesiden fordi Gabriels engel lige vippede det op for at se om der var kontrabande under. Og så skal det lugte umiskendeligt af kusse! Brackenfords eksemplarer lugter af påfuglelort.
- Jeg har solgt de Ti Bud til en Karavansereiejer – han skulle bruge dem til sin dromedarport. Og jeg købte dem igen senere, da han gik på røven – som ”brugte byggematerialer”.
- Nok om nok – luk munden kvinde, synk og fly mig fluks min pibe og min sæk med aske. Nu skal der spilles. Marxen lægger sin tommeltot over pibehovedets hul, sætter læberne til mundstykket. Embouchuren fejler ingenting og hvergang han letter tommelen for at gå en oktav ned står aske og gløder op i vesuvske kaskader. Kvinden fejer ivrigt sammen og hælder asken i sækken.
- Nu kan det fortælles, siger han – jeg var skyld i branden i Alexandrias Bibliotek og senere - i syttenhundrede og et par stykker tror jeg det var - i Uppsalas ildsvåde. Men hva´ de håndmalede skitser til Rudbecks havebøger steg jo voldsomt i pris efterfølgende. Dengang mestrede jeg ikke teknikken - det gør jeg nu.
-Hvorfor jeg spiller – det skal jeg sige dig, det driver bogormene til vanvid – de tørrer ind og fylder deres egne huller ud. Bogcement såmænd.
- Hold dine yderste ekstremiteter fra den hylde der står de sidste seks exemplarer af Apologia Nobilitatis Danicæ. Jeg erhvervede dem inden hirden nåede frem til trykkeriet i Lübeck. Og jeg nænner ikke at sælge dem.
Langs reolvæggene glider gespenstet som en tåge frem og tilbage og besvarer spørgsmål fra de besøgende.
-”Nok se men ikke røre”- hedder han. I fjerne tider fik han begge hænder dekuperet pga bogtyveri og nu forlader han mig aldrig. Han stjal det ellevte bud og har nægtet at oplyse, hvad der står på det, endsige hvor det befinder sig (han har forlagt det på en vinstue i festlig forglemmende lag). Han kan ikke inkarnere før dette Bud genfindes.
Marxsen sænker stemmen til en hvisken .
-Jeg, alene ved, hvor det er! Og jeg ved også hvad der står. Men jeg fortæller det ikke til nogen – der er langt mellem den kvalificerede arbejdskraft i denne branche. Men til dig – min tanke – kan jeg røbe det. Jeg sidder på det.
Og der står: ( han mimer) Copyright : Moses. Forlaget Gud.
2. Kapitæl
Antikvariatet Den Fede Dame.
- Far, hvorfor hedder vores antikvariat egentligt det der mærkelige navn?, spurgte jeg.
- Det sgu da ikke mærkeligere end så meget andet, sagde min far
– Netto er Brutto - Det ku lisågodt hedde Basta-Pluto! Pronto.
Eller hva me Irma – det er et Firma, sku det hedde Olsens Oldemors Okaybutik?
- Jamen..,, sagde jeg
Eller Børge Byttes Brugte Bog Biks – ve du helr ha’ det måske?
- Nej, nej, men det er da bare lidt mærkeligt, at vi hedder Den Fede Dames Antikvariat, når nu ikke der er nogle fede – damer altså - her.
- Ka, du holde på en hemmelighed? spurgte min far
- Ja
- Nå, så okay da, men ikke et ord til din mor?
-Ved hun det ikke?
- Nix! Og hun skal heller ikke vide det – hun tror det er opkaldt efter Svigermor – den fede s..
- Nej, nej, jeg ska nok
- Så hør her – det skete længe før din tid.
-Jeg troede, at hun var gravid, fucked up, storrognet, da hun trådte ind i forretningen. - Og dertil noget bred over agterspejlet. Buste Zeppelintwins.
- Handler De med porno? spurgte hun
- Nej.
- Godt, sagde hun – jeg kikker mig omkring.
- Okay, sagde jeg – er der noget specielt... spørgende øjenbryn
- Næeh, Næeh, Næehhæ – bare det er nærende
Hun bevægede sig – trods omfanget -med megen graciøsitet og afstøvende virkning mellem reolerne, inden hun kastede anker ved tilbudsbordet.
- Er dette taselvbordet?
- Ja, -og her er betalselvdisken
- Uhm – hun ragede 14 bøger á en tyver – tilsyneladende tilfældige - til sig og betalte.
- Har De en stol , hvorpå man kan sidde og nyde det indkøbte?
Vi har jo ikke så mange siddeaggregater – så jeg krydsrelaterede til tonnage og lastedybde og bestemte mig for at tilbyde stolen i baglokalet.
- Mange tak, sagde hun og smøg sig gennem døråbningen til de bageste gemakker
faldt til hvile i den tilbudte stol og tog en bid af den øverste af tilbudsbøgerne.
- ØØØHHH, sagde jeg, O-mundet
- 60 gr. Poppelcellulose, sagde kvinden – dårligt glittet, og skriften er 10 pkt. Garamond. Har De en papirkurv?
- Her
- Tak, sagde hun og spyttede versalerne ud. – De virker punkterende.
Jeg blev hængende og betragtede kvinden der åd sig gennem:
Haarders: Mit Liv ( helbleget sulfitkardus – 22 pkt. Antikva)
Blumenfeld: Jennys Dagbog( C-masse uglittet – Kaligrafi)
Schollaks: Das Mädchen aus Harrys Strasse ( glittet S-masse – Grininger 12 pkt.).
Hun spiste med god appetit og tog til i omfang. Indholdet af versaler i papirkurven voksede. Hun ræbede og greb i farten 6 stk løsgående 12 pkt’s Griningere, som hun proppede retur i hvalfiskegabet.
- Vil De nyde noget dertil, spurgte jeg, du ved - lidt verdensmandet
- Bookwieser, tak, sagde hun – Hvis De har?
Nå – men jeg spænede til købmanden og tilbød hende en Budwieser.
-Tak, - jeg hedder Autoktone, sagde hun , inhalerede indholdet og faldt i søvn.
Og der blev hun siddende resten af dagen – hun vågnede – åd et par bøger, fortalte om papirkvalitet og typografi, drak en øl, faldt i søvn - om og om igen. og hun blev tykkere og tykkere. På et tidspunkt kunne hun ikke længere rejse sig og stolen blev væk under hende.
- Åh, finder De ikke et par bøger til mig, sagde hun.
Jeg fandt et par rigtig gamle ting frem fra Museet for enkeltbind bla.a Livius Historiarum Libri – du ve- Drakenborch -Tomus II 1769– de røg også ned. Jeg tror hun konsumerede mere end 200 bind den dag.
Ved lukketid forsøgte jeg at navigere konen ud af baglokalet. Med møje og besvær fik jeg hende på højkant, men nu var hun for fed, til at kunne komme ud af døren.
- Lad mig blot blive her i nat, sagde hun. –Det vil De ikke fortryde.
- Jamen for fanden du kan sguda ikke..., sagde jeg, men fulgte hende alligevel tilbage til stolen. Hun greb fat i mig og trykkede mig ind til sig – jeg forsvandt omtrent mellem ballonerne – hun var sådan gopleagtig – men det var beroligende, så jeg overlod butikken i hendes varetægt og tog hjem.
Den næste morgen var hun der stadig og hele den ene reol med skønlitteratur var tom! Fra A til C – alt var væk. Og hun var blevet kæmpestor – fyldte næsten lokalet i bredden – men hun var også blevet sært gennemsigtig – som en heliumballon – og indeni svævende bogstaverne rundt mellem hinanden – det så ud som om de legede anagramleg i flere dimensioner.
Jeg vidste ikke om jeg skulle skrige eller skrige højt eller højere – hvad satan ....
- Så kom der kunder og smør på begge sider af brøddet på bordet og bøger i kæften på Autoktone sku der jo – så jeg ekspederede og glemte for en kort stund bogæderen.
Lige indtil det opblæste narhoved P.O.P.Hansen fra Klareboderne kom og spurgte efter noget, som han med garanti vidste, at jeg ikke havde. Som han plejede.
- De har vel næppe Ørsteds Experimenta circa effectum conflictus electrici in acum magneticum fra 1820? Sagde Piphansen.
- Gu, har jeg ikke nikke nej, sagde jeg
- Jo, den er her, lød det med høj røst ude fra baglokalet – og ganske rigtigt – dér sad Autoktone med den bitte pjort af en pamflet i hånden – på originalt papir og med den rigtige typografi!
- Her, sagde jeg og overrakte Paphansen sjældenheden.
Fjolset fandt brillen frem og studerede fletten med omhu – bogstav for bogstav – linje for linje, side for side.
- Det er virkelig besynderligt, sagde han – jeg anede virkelig ikke, at den var udsendt i en version uden VERSALER!
- Det er fejltrykket, sagde jeg, de første hundrede kom med lutter små bogstaver – siden blev det rettet. Det findes ikke engang i det Kongelige sagde jeg.
- Siger De det, Siger De det, sagde Pophovedet og skrev med rystende hånd en check på et større beløb.
En check som jeg senere omsatte i bøger fra flere århundreder og rigeligt med øl.
De kommende måneder var en sand svir for en antivar – kunderne spurgte efter forskellige titler og jeg hentede dem i baglokalet. Nyt og gammelt mellem hinandenog fælles for dem alle – de var uden versaler.
Og så var der problemet med de illustrerede bøger og indbindingerne – tegningerne gled ned uden problemer og millimeter- og halvlæderbind ligeså. Men de var åbenbart ikke konsistente nok. Så Ungermanns Tegninger kunne meget vel lige et værk af Max Ernst eller Freddie i samarbejde med Sikker Hansen. Og bindene var også et miskmask. Men de heftede bøger – no problema.
-Far, hvorfor er hun her ikke mere?
-Grådighed, min dreng
- Jamen, åd hun for mange bøger?
- Nej, nej, men jeg tvang hende til at hælde en hel sækfuld versaler ned og så forsvandt hun- punkterede som en anden ballon og efterlod alle de bøger, som du kan se i baglokalet den dag i dag. Totalt usælgelige ting – Steen Steensen Ibsem:Klokkeren fra Illum Galgebakke. Kaj Sønderby Madsen: At tælle overflødige kvindes ord. Bent Fladberg Leth: Sex små ord på en lort. Martin A. Jensen: Den lange konkylie.
- Jamen, hvor er hun så i dag?
- Aner, det ikke og se så at smutte hjem og lave lektier – inden far begynder MED STORE BOGSTAVER.
3. Kapitæl
Et par dage i INDENs liv
Hun sidder i baglokalet og skriver på det værk der skal sikre hende berømmelse, hæder og et nyt tandsæt – eller en tand i det mindste. Eller et brændselslegat.
Det regner i Riga – en kvinde skider på en skråning
Det sner i Sofia, hendes mand hedder Vladimir
Han har ikke nydt en dråbe i spandevis
Forleløbigt har det ikke indbragt hende andet end et månedligt kontoudtog fra papirhandleren. Hun har 40.000 ark beskrevet papir – det er værket; det skrider tit ud til siderne, så skal hun bruge tid på det også. De første titusinde ark er håndskrevne. Med forskellig håndskrift, med forskellige skriveredskaber. Imellem dem 10 sider med blod – men så blev hun donor og købte en skrivemaskine. De næste 10.000 ark er med dobbelt linjeafstand og falmet farvebånd. Hun har stadig sorte fingre af at rulle sammen og ud.
Udenfor i gården skider katten i sætteankassen
Og en solsort blinker til Stevens
Det er den fugl hvis ene øje bevægede sig i digtet
Joyce hedder katten
Den har en klokke bundet i halen
For ejeren er blind og dum som en dobbeltdør
Hun er Antikvarboghandler. Hun bor i Antikvarernes gade og hvert år tæller hun arkene. Hun kalder det status. Revisoren kaldes det rabundus.
Hvis hun tager telefonen, siger hun på Piphansk
–”Antikvarboghandlerinden”.
På dåbsattesten står der Inden, det er sikkert dér hun har dét fra.
De næste 10.000 ark er skrevet på en vommodore 11. Den første nulevende computer, som ikke kunne se dagens lys. Den slugte 1000 siders tekst og spyttede dem først ud 9 måneder efter. Så nu er hun i tvivl om hvorvidt pagineringen holder. Siderne lugter stadig af cyperspace. Hun bruger navlestrengen som kapitælbånd.
På Læsø – læsernes ø
Bævrer aspen og poplen sitrer
Bæverne kommer – lad dem dog blive i Polen
Dæmningen nærmer sig fra vest
En tarmudtømning af cirkulærer som truer med at tørlægge kattegat
Kattene hedder Katekismus og Katakomber
Det var dem som åd Eliotts T’er og S’er
Gat er et pænere navn for røvhul syns man
Og livet er fyldt af Versaler
Og så er der alle kunderne. Et irriterende folkeslag som spørger om mere end syv til tretten idioter. Det er ikke for meget sagt. Hun hader dem.
– Fyrretusind og syv siger hun og lidt efter Fyrretusinde og otte Og idioterne tror at det er prisen. Og nogle af dem betaler tilmed.
Men vi ved bedre – vi er bedrevidende end de bedste. De sidste titusinde sider er beskrevet på computeren Anus Spædekalv og printet ud på en Brothers in Arms og også ligeså hurtigere end man kan nå at skrive dem. Nogle gange må hun skrive ud i den blå luft bare for at følge med og lidt bagefter er man jo altid.
Wordum of feor-wegum, Sigemunde
B&O er en ulv i nydelige kasser
Spinder som en drages fjernbetjente anden hjerne
Den til højre - sammen er de
I Stæreobo
Som yngre var hun yndig, som ung var hun yppig, som nu, er hun øm og på sin barm bærer hun et halvt kilo Dagmarkors, 3 par læsebriller i kæde, et askebæger, 20 Manne og en håndgranat under hagen (– hagerne, hvis sandheden nu skal frem.) Hun blev vandonduleret og blåpermanentet i 68 – det holder stadig – syns hun – til den pris, dog med en grålig tone fra farvebåndet som samler tjavserne i nakken ( nakkerne eftersom dette er sandheden der fortælles).
Uden Uffen gik det ikke – siger hun selv – Han er ikke ueffen. Han er fedtfattig på grænsen til knoklet, falleret filologiker og håber en dag at overtage styret efter Inden.
- Hun er en benhåhård foforretningskvivininde – stammer han - forklædt som pu-pu-pudel. ( Ikke uimponeret)
Er du utro Uffe – eller død
Hvæs Damoklessværdet
Dit sybaristiske pungdyr
Og knep mig
lyder det fra baggemakkerne inden og efter åbningstid og Inden synger:
Til smilet kærlig med kys sig trænger
Han kysset min kæft så skælvende bange
Ved ham til evig tid mit hjerte hænger
Han fristed Digteren til elskovsbrøde
Og hele den dag vi skrev ej længer
(formentlig frit efter Jantes ugudelige komedi)
Forlagene kender hende og hendes palle med beskrevne ark, som cirkulerer mellem dem.
-Nåeh – der er Pallen – griner de.
- Jamen, er det ikke Pallen – det er da osse snart længe siden
Men se til, at de gider læse hende – desuden er hun for gammel og fed og hendes portræt kan ikke være på eet opslag.
- Nobelpris – ramsalter hun i telefonen – Kan I ikke kende et nobelprismanuskrift, når I ser eet, sku I ta’ og udgive telefonbøger og strikkeopskrifter istedet. – Det gør de så.
Vognmanden som bringer Pallen fra Klareboderne til Valby og tilbage til Antikvarernes Gade kender hende også og elsker hende.
- Inden er fast arbejde udtaler bogholderen til gratistavisen Geyser.
Tun din fisk eller tandbørst en delfin
Bacalao - knep fisk i tomat
Buddhas baglæns bageplade
Cementkanin kanondement
Gylletank - to måger i modvind
Efter en båd i Snorresagavod
Og hun transpirerer gør hun, af bare anstrengelser – for hun ved, at det er nu og altid. Lyrikken skal skrives simultant og ikke senere osse selvom den har svære kår. For den bedste skrives af dem man kender og når man nu ikke kender så mange, så er det jo ikke nemt at vide, hvem det er som er de bedste man går glip af – Det er bedst når de er døde, så kommer der ikke mere at tage stilling til og man kan tilmed sælge deres Grib - siger hun til Uffen
Og Uffen hiver svabergasten indenbords, samtykker og sælger tre Barbara Cartland for 15 kr. stykket, en fortegnelse over Goyas Grafik på fransk ( uden illustrationer) til 600 – og det var så den dag. Og der er længe til den første.
- Jeg har tætæ-tænkt, siger Uffen
- Bli ve me de, min dreng, det ka bli en vane, siger Inden
- At måmå-ske skududu vævæ-vælge en bestemt stiæl, at skririve ii
- Og så sku du så ha lønfornøjelse ud af det, måske?
- Næeh – me-em
Ovid - din gamle bukkeglans
Ak, kødet følger med og skiller hendes bene
Din sved er himmelblå
Af det som horen kan formå
Din manddom er ikke mer alene
Du ligger der og stønner – stands
Deklamerer Inden spørgsmålstegnende...
- Nånæææh – måske ikke så anal-ntikt, uffer Uffen
- Hvaså med
13 spørgsmål til min biologiske Oldebedstemor
– Go Oma Go!
- fik du noget på den dumme – eller var du POW?
- var du bare stribet flæsk og ophobet lort?
- var du ven med oldebedstefar – var han din Prince?
- eller var det bare noget at du troede når træerne talte i tunger?
- var det Olmerdug det hele – eller havde i Hund?
- fik du mors mor med vilje og i pose og sæk?
- hvor tit fik I semulje og fest på skafottet?
- ku man gå i egne tanker – var der overhoved banker?
- var det bare plyds og klunker og uopskåret mokka?
- så du nogensinde hans når legen var go?
- var korsettet stramt og kysen hvid og
- budgettet klamt som en vissen banket ?
- hvordan staved man til Puti din gamle engel?
Der er ku-ku-under siger Uffen
-Hvem skrev Palle alene i verden, spørg kunden
- Jeens Sigssgååård – illuusstrererret af Uuungermamann, siger Uffen - i 42
- Den koster 800, siger Inden – men så’ den osse lissom ny. – Er du interesseret i Lyrik??
|
